By Land Trafik Tekniske anlæg Klima & Miljø Klima Energi Grundvand Vindmøller Solenergi Biogas Miljø Affald Klimatilpasning Ferie - Fritid Kulturarv  

Hjørring Kommune har nu både en Klima- og Bæredygtighedsstrategi samt en Klimatilpasningsplan. Disse to berører naturligvis samme emne – Klimaforandringer, men med hvert deres fokus. Førstnævnte omhandler Hjørring Kommunes indsats for at reducere effekten, mens sidst nævnte sætter fokus på hvorledes Hjørring Kommune kan forbedre sig til et ændret klima i fremtiden.

 

1. generation klimatilpasningsplan
I denne første klimatilpasningsplan sætter vi fokus på oversvømmelsesproblematikken – primært i de kloakerede områder. Det betyder, at vi denne gang har valgt emner fra, som relaterer sig til hele den øvrige del af diskussionen om klimaforandringerne.

Hjørring Kommune vil håndtere de øgede regnvandsmængder og mindske konsekvenserne for borgere, erhverv og naturen på baggrund af dialog og konkrete løsninger. Regnvandet kan indgå i rekreative løsninger og dermed være synligt i byen og naturen. Det betyder, at vandet skal ses og bruges som en ressource og medtænkes i både ’blå og grønne’ bæredygtige løsninger for at øge livskvaliteten lokalt. Et godt eksempel herfor er Folkeparken i Hjørring by, hvor regnvand bruges rekreativt samtidig med at det afledes udad byen.

 

Risikokort

Hjørring Kommune har udarbejdet et risikokort. Dette kort er benyttet til at vurdere, hvor der i kommunen er særlige indsatsområder. Kortet er en kobling af et oversvømmelseskort og et værdikort, og hermed har det været muligt at udpege områder, hvor der både er risiko for en oversvømmelse, og hvor der er væsentlige værdier at beskytte.

 

Handlinger

Klimatilpasningsplanen handlinger er grupperet i fem temaer:

  1. Indsatsområder - Vi har på baggrund af et udarbejdet risikokort udvalgt indsatsområder, hvor der en risiko for oversvømmelse. Disse områder kan ses på siderne 8-11 i klimatilpasningsplanen.
  2. Byudvikling - Projekter i byer og bycentre kan give mulighed for, at overfladevand bruges i kombination med nye oplevelser, leg og grønne elementer.
  3. Anlægsprojekter - Klimatiltag skal medtænkes i forbindelse med eksempelvis nybyggeri og anlæg af veje og stier, hvor det er relevant i forhold til klimasikring.
  4. Information og vejledning - Information og vejledning til borgere og virksomhederne om, hvad de kan gøre for at ’beskytte’ sig mod store regnmængder.
  5. Undersøgelsesprojekter - Der skal igangsættes forskellige undersøgelser, hvor vi har brug for mere viden. Dette indbefatter kortlægning af konsekvenser som følge af vandstandsstigninger fra grundvand, havet og vandløb.

 

Retningslinje 2.0.6 Nye arealer til byudvikling
Der må ikke udlægges nye arealer til byudvikling i områder, der er oversvømmelsestruede, med mindre særlige foranstaltninger sikrer byggeriet.

 

Redegørelse til retningslinje 2.0.6
Hensigten med retningslinjen er at minimere værditab som følge af oversvømmelse. Derfor er udgangspunktet, at arealer, der er oversvømmelsestruede, ikke må bebygges. Retningslinjen må samtidig ikke være til hinder for nytænkende arkitektur og tekniske løsninger, som kan vende udfordringen ved et vådt miljø til et potentiale.

 

Retningslinje 2.0.7 Lokal afledning af regnvand (LAR)
I planlægning af nye byudviklingsområder skal der redegøres for lokal afledning af regnvand.

 

Redegørelse til retningslinje 2.0.7
For nye områder skal der tages stilling til håndtering af regn- og overfladevand, herunder reservation af arealer til nedsivning, forsinkelse eller andre LAR-løsninger i forbindelse med nye byudviklingsplaner og lokalplaner. Formålet er at imødekomme de forventede øgede regnmængder, så vandet bliver vendt fra at være et problem til et potentiale. Lavninger i nye byområder skal som udgangspunkt friholdes for bebyggelse og anvendes som nærrekreative områder også til håndtering af overfladevand.