By Bymønster Byudvikling Detailhandel Hjørring Hirtshals Sindal Vrå Tårs Løkken Astrup Bindslev Bjergby Harken Horne Hundelev Hørmested Lendum Lønstrup Lørslev Mosbjerg Poulstrup Rakkeby Sønderlev Tolne Tornby Tversted Vrensted Åbyen Land Trafik Tekniske anlæg Klima & Miljø Ferie - Fritid Kulturarv  

Sindal er med knap 3.000 indbyggere kommunens tredje største by. Byen er både en bosætnings- og erhvervsby. Den ældste del af Sindal består primært af ældre villabyggeri og villaprægede gadehuse samt almindelige gadehuse, mens de nyere dele af byen primært er parcelhusbyggeri. Erhvervslivet i Sindal er kendetegnet af virksomheder indenfor specialiseret fremstilling, handel, håndværk og serviceerhverv.

 

Sindal ligger i naturskønt – mod øst ligger ådalen ved Uggerby Å og mod vest ligger bakkelandskabet ved Slotved Skov. Grønne kiler strækker sig ind mellem boligområderne og giver byen en særlig grøn karakter. 

  • At styrke byens rolle som attraktiv bosætningsby gennem de grønne kvaliteter.
  • At fastholde og videreføre de grønne kiler i byens struktur i forbindelse med byudviklingen.
  • At byens hovedstrøg og indfaldsveje, der er byens ansigt udadtil, forskønnes.
  • At sikre balance mellem handelsområdet langs Nørregade og det nye butiksområde syd for rundkørslen.
  • At fremtidig erhvervsudvikling koncentreres i den nordlige del af byen. 

En væsentlig kvalitet i Sindal er den grønne struktur, der bevæger sig ind mellem boligområderne og giver byen et helt særligt grønt udtryk. De grønne kiler gennem byen fungerer samtidig som spredningskorridorer for dyre- og planteliv. Det er vigtigt, at den grønne struktur bevares og videreudvikles i forbindelse med fremtidig bolig- og erhvervsudvikling.

 

Byens hovedstrøg og indfaldsveje, der er byens ansigt udadtil, trænger til en forskønnelse. Den igangsatte områdefornyelse i Sindal har fokus på forskønnelse af Pakhustorvet, strækningen Vestergade-Østergade, området ved biblioteket samt styrkelse af sammenhæng i midtbyen og med anlægget.

 

Når områdefornyelsen fra sommeren 2012 træder ind i detailprojekterings- og realiseringsfasen, sker det i samarbejde med en dialoggruppe bestående af borgere, der aktivt ønsker at medvirke til at sikre udviklingen med afsæt i Sindals eksisterende kvaliteter og potentialer. Hovedindsatserne for områdefornyelsen bliver:

  • En sammenhængende attraktiv bymidte
  • Trafikale foranstaltninger og beplantning
  • Kulturel og boligsocial indsats
  • Bygningsfornyelse

 

Centerområdet i Sindal omfatter den sydligste del af Nørregade op til Danmarksgade, området Ved Banen, Vestergade og Østergade. Den primære detailhandel er lokaliseret i den oprindelige handelsgade Nørregade, der fungerer som levende bymidte med sivegade og lokal udvalgsvarehandel. Det er en udfordring at fastholde de eksisterende butikker i Nørregade samtidig med at dagligvareforsyningen, der kan bidrage med strøghandel, primært er lokaliseret i området Ved Banen.

 

Den relativt store koncentration af dagligvarebutikker i området Ved Banen vurderes at være med til at bevare handel i byen og kan dermed også være en fordel for den samlede detailhandel i byen. For at bevare en balance mellem de to områder er det vigtigt at sikre udviklingsmuligheder i Nørregade, tilstrækkelige parkeringspladser og planlægningsmæssig mulighed for etablering af nye udvalgsvarebutikker på strækningen mellem de to områder.

 

Den nordlige del af byen rummer de primære erhvervsområder ved blandt andet Niels Bohrs Vej og Virkelystvej. Det vurderes, at fremtidig erhvervsudvikling fortsat kan og skal ske i forlængelse af det eksisterende erhvervsområde ved Tyrsigvej. Erhvervsområderne skal fortsat udvikles i den nordligere del af byen, hvor der er god adgang til Jerupvej og Bindslevvej; dog uden at der må etableres direkte adgang hertil, da det er overordnede veje. Der er ledige arealer til erhverv i den nordvestlige del af byen ved Niels Bohrs Vej og Gutenbergvej, og der udlægges derfor ikke yderligere arealer til erhverv.

 

Der er ledige arealer til boliger i den sydøstlige del af byen ved Teglgårdsvej og Rugvænget samt i den nordvestlige del ved Solsikkevej, og der udlægges derfor ikke yderligere arealer til boliger.

Sindal er med 2.911 indbyggere (pr. 1.1.2012) kommunens tredje største by.

 

Sindal ligger på kanten af det storslåede bakkelandskab, midt i Vendsyssel og er præget af ådale og grønne kiler, der strækker sig ind mellem boligområderne, hvilket gør landskabet til en aktiv del af boligområderne. Sindal by er som helhed karakteriseret ved flere helt bynære rekreative områder, som er en helt væsentlig kvalitet ved byen. Dette ses blandt andet ved landskabskilerne, der har været med til forme byens fysiske struktur.

 

Infrastruktur og trafik

Sindal er stationsby på strækningen mellem Hjørring og Frederikshavn. De primære indfaldsveje til byen er Hjørringvej−Frederikshavnsvej og Bindslevvej−Oremosevej. Begge veje er meget trafikerede - specielt Hjørringvej−Frederikshavnsvej. I forhold til en eventuel fremtid udvidelse mod vest af centerområdet Ved Banen kan Hjørringvej være en potentiel barriere mellem dette område og bymidten. Der er i de senere år arbejdet med forbedring af trafiksikkerheden, hvilket blandt andet har resulteret i etablering af flere rundkørsler langs Bindslevej−Oremosevej.

 

Serviceudbud

Der er folkeskole til og med 9. klasse. Der er børnehave og vuggestue samt bibliotek og privatpraktiserende læger.

 

Den offentlige service inden for sundhed-, ældre- og handicapområdet omfatter pleje- og ældreboliger, et ældre- og aktivitetscenter, værested inden for socialpsykiatrien, aktivitetscenter og en Sund By butik.

 

Byen har flere dagligvare- og udvalgsvarebutikker samt spisesteder.

 

Fritidsliv

Byen har et stort udbud af fritidsmuligheder, men med musikskole og idrætslivet som centrale omdrejningspunkter.

 

Kulturarv

Sindal er en stationsby, hvis lokalisering knytter sig til jernbanen, hvor sporføring på grund af terrænforholdene bliver placeret langs Uggerby ådals nordside. Stationen blev opført i 1871 på et areal lige inden jernbanelinjens passage over ådalen. Efter århundredskiftet fik byen tilvækst af nye virksomheder; primært virksomheder, der producerede byggematerialer til byen og omegnen. Byen voksede yderligere frem mod 1924 hvorefter befolkningstilvæksten stagnerede.

 

I 1991 er der udarbejdet et kulturmiljøatlas for gl. Sindal Kommune med beskrivelse af enkelt bygninger og bygningsmæssige sammenhænge, der danner kulturmiljø. Et af disse kulturmiljøer er stationsområdet, som omfatter Jernbanegade og stationspladsen samt det tidligere godsbaneareal. Fra nord falder Jernbanegade forbi hotellet ned over pladsen foran stationen, før den svinger øst om stationsbygningen og over jernbaneoverskæringen. Stationsbygningen, posthuset og hotellet er anseelige og velproportionerede bygninger, som former pladsen.

 

Et andet kulturmiljø er området ved Teglværket og Amager. Amager omfatter bebyggelsen på næsset syd for jernbanen. Her ligger en husrække på vestsiden af vejen, som udgør et præcist bebyggelsesmønster; og over for er teglværket med dets bygninger og lergrave. Samlet udgør dette område sin egen lille bydel.

 

Sindal Mølle stod først i Fjelsted, indtil købmand Munch i 1872 flyttede den til Møllebakken. Bygget som kornmølle og i drift indtil 1946 er Sindal Mølle den ældste erhvervsbygning i Sindal, men med skiftende anvendelse: Udover at fungere som mølle er den blevet brugt som lager, vaskehal og Falckstation. I dag fremstår møllen i restaureret form, men igen med nyt indre: Den er under foreningsdrevet, løbende ombygning fra erhverv til forsamlings- og kulturhus.

 

Kulturarven i byen spænder over tid og i form fra de talrige springvand og vandkunster over Sindal Mølle, Gøgsigs Pakhus og Martinus’ Barndomshjem Moskildvad til byens historiske posthus, der er tegnet af arkitekten Hack Kampmann.

 

Boligområder

Sindals udbygning knytter sig til jernbanens placering nord for Uggerby Å. Stationen blev opført inden banens passage over åen, og byen voksede op nord herfor. Området mellem Oremosevej og Nørregade er den ældste del af Sindal og består primært af ældre villabyggeri og villaprægede gadehuse samt almindelige gadehuse. Mange steder danner bebyggelsen bevaringsværdige sammenhænge, eksempelvis husenes placering i forhold til vejen eller bygningernes fælles hovedform.

 

Den del af Sindal, der ligger vest for Oremosevej, er primært et rent boligområde bestående af parclhusområderne ”Blomsterkvarteret” og ”Gudekvarteret”, som er rene parcelhusområder. Størstedelen af byudviklingen har fundet sted her i perioden fra 1970 og frem til 1980.

 

Nord for Baggesvognsvej er der to forholdsvis nye boligområder, Nørrelund og Nordvangen, hvor der har været særligt fokus på at inddrage det omkringliggende landskabs store naturværdier.

 

Vest for Nørregade ligger boligområdet Østerlund som en tange ud i landskabet, og området har udsigt over Uggerby Å. Området består primært af parcelhuse.

 

Øst for Uggerby Å ligger Rugvænget / Teglgården, som er et større endnu ikke fuldt udbygget boligområde. Indtil videre består området primært af tæt−lav bebyggelse. Som de øvrige boligområder har Teglgården en god kontakt til landskabet, men virker til gengæld løsrevet fra den øvrige by.

 

Det er karakteristisk for boligområderne i Sindal, at der er en tæt forbindelse med det omkringliggende landskab blandt andet via de grønne kiler, som trækker landskabet helt ind i boligområderne både fra vest og øst. Boligområderne er bundet sammen af gode stiforbindelser, som udover at forbinde de enkelte områder også giver en god adgang til landskabet omkring boligområderne.

 

Der er ledige arealer til boliger i den sydøstlige del af byen ved Teglgårdsvej og Rugvænget samt i den nordvestlige del ved Solsikkevej, og der udlægges derfor ikke yderligere arealer til boliger.

 

Erhverv

Byens primære erhvervsområde og det eneste område, der kan rumme egentligt erhverv, ligger i den nordlige del af Sindal. Der er ledige arealer til erhverv i den nordvestlige del af byen ved Niels Bohrs Vej og Gutenbergvej. Området er under udbygning, men forventes at kunne rumme efterspørgslen for nye erhvervsarealer, der forventes indenfor planperioden. Der udlægges derfor ikke yderligere arealer til erhverv.

 

I den sydlige del af Sindal er der et mindre erhvervsområde, hvor Sindal Teglværk, der er en stor og arealkrævende virksomhed ligger. Sindal Renseanlæg disponerer over resten af dette erhvervsområde.

 

Det grønne i byen

I den østlige del af Sindal er det først og fremmest Uggerby Å og ådalen, der definerer de rekreative kvaliteter, mens Slotved Skov og Fjelsted Bakker er betydelige rekreative kvaliteter for den vestlige del af Sindal. Sammen med landskabskilerne og byens grønne områder udgør de et stort aktiv, der bør bevares.

Der udlægges ikke nye arealer til boliger.

Der udlægges ikke nye arealer til erhverv.
 
Der udlægges ikke nye arealer til byudvikling, da de ledige arealer vurderes at kunne opfylde behovet for arealer til nybyggeri i planperioden.

 

Sindal lufthavn

 

Tilbage til forsiden


 

 Se alle temakort