By Bymønster Byudvikling Detailhandel Hjørring Hirtshals Sindal Vrå Tårs Løkken Astrup Bindslev Bjergby Harken Horne Hundelev Hørmested Lendum Lønstrup Lørslev Mosbjerg Poulstrup Rakkeby Sønderlev Tolne Tornby Tversted Vrensted Åbyen Land Trafik Tekniske anlæg Klima & Miljø Ferie - Fritid Kulturarv  

Astrup ligger ca. 5 km fra Hjørring midt mellem Hjørring og Sindal, og byen har omkring 600 indbyggere.

Byen er udpeget som lokalby i bymønstret. 

Byens udvikling skal sikres gennem tilstedeværelse af arealer til nye boliger. Der skal arbejdes for, at byens ældste bydel bevarer sin oprindelige tætte og sammenhængende karakter med bebyggelse, der følger Astrupvej og Bøgstedvej.

Der opleves en vedvarende interesse for nye arealer til boliger i Astrup. Dette er positivt for byens udvikling, men er samtidig en udfordring, fordi drikkevands- og naturinteresser omkranser byen og danner grænser for den fremtidige byudvikling.

 

De eksisterende ledige arealer til boliger vurderes at kunne opfylde behovet for arealer til nybyggeri i planperioden. Der udlægges derfor ikke yderligere arealer til boliger.

 

Byens udvikling skal understøttes, og der skal fremadrettet arbejdes med forskønnelse og med at bevare byens kontakt til de omgivende landskaber. Arealet i byens vestlige del, syd for Astrupvej, afgrænses mod syd af et beskyttet naturområde, og området kan, i sammenhæng med det udpegede skovrejsningsområde vest for byen, danne en grøn kile langs byens adgangsvej.

 

Astrups ældste bydel ligger omkring krydset mellem Astrupvej og Bøgstedvej. Husrækkerne danner her et præcist afgrænset byrum, der er sammenfaldende med byens vigtigste vejkryds. Astrupvejens knæk midt i krydset forstærker bebyggelsens rumdannende karakter. Facadebebyggelsen langs Astrupvej ønskes bevaret og skal indgå i vurderingen af ønsker om nedrivning, nybygning og ombygning langs den del af Astrupvej, der ligger i Astrup By.

 

De eksisterende ledige arealer til erhverv ved Dalmarken vurderes at kunne opfylde behovet for arealer til nybyggeri i planperioden. Der udlægges derfor ikke yderligere arealer til erhverv. 

Astrup ligger på en svagt skrånende flade lige syd for et markant bakkelandskab. Fladen gennemskæres af brat nedskårne bækdale, som danner en naturlig afgrænsning af byen mod nord. Byens ældste huse ligger ud til de to indfaldsveje, Bøgstedvej og Astrupvej. Der bor 594 indbyggere i byen (pr. 1.1.2012).

 

Astrup by var som oprindeligt en vejby kendetegnet ved husrækkerne langs Astrupvej og Bøgstedvej. Senere er byen udvidet med nye villakvarterer.

 

Kirken og kirkegården, der er præcist afgrænset af stendige og gangsti, ligger centralt tæt på vejkrydset midt i byen.

 

Serviceudbud

Astrup har folkeskole til og med 6. klasse samt børnehave. Der er dagligvareforretninger i byen.

 

Kultur og Fritid

Astrup har et aktivt og bredt foreningsliv især tilknyttet aktiviteter i idrætshallen. Der er også et forsamlingshus i Astrup, som udlejes til foreninger og private.

 

Kulturarv

Oprindelig var Bøgsted en landsby med ca. 50 huse, men blev i 1500−tallet til en samlet hovedgård. Umiddelbart syd for Astrup ligger Bøgsted Hovedgård. I 1775 blev gården ombygget fra den oprindelige renæssancestil til den barokstil, der præger stedet i dag.

 

I 1949 blev der forandret en del på både gårdens ydre og indre: Den middelalderlige kirkefløj blev nedrevet, og indenfor blev bl.a. lofter sænket og vægge dækket med plader i tidens stil. I dag er Bøgsted gennemrestaureret med de gamle kalkmalerier og tapeter, gulvbrædder af pommersk fyr fra 1500−tallet og spær af lavet af skibsmaster.

 

Boliger

De nyeste villakvarterer i Astrup ligger mod sydvest. Mod nordøst er der opført bebyggelse på jordbrugsparceller. Der er ubebyggede arealer til boliger ved Agerlund og vest for Lundholmvej.

 

Erhverv

Erhvervsgrundene i byen ligger fortrinsvis i den vestlige del af byen, nord for Astrupvej ved Dalvangen og Dalmarken. Området rummer mindre industri- og håndværksvirksomheder. Der er fortsat ledige erhvervsarealer i området ved Dalmarken.

 

 

Det grønne i byen

Umiddelbart sydøst for Astrup ligger Bøgsted Plantage, der strækker sig hele vejen til Sindal. Skoven er åben for publikum, og her findes bl.a. ”Bøgsted-egene”, som er 400 år gamle.

På de grønne arealer i byen er der indenfor de seneste år anlagt flere legepladser.

Der udlægges ikke nye arealer til boliger.

Der udlægges ikke nye arealer til erhverv.

 

Der udlægges ikke nye arealer til byudvikling, da de ledige arealer vurderes at kunne opfylde behovet for arealer til nybyggeri i planperioden.

 

Gadebillede fra Astrup

 

Tilbage til forsiden


 

 Se alle temakort