Ikke teknisk resume Kommuneplanens mål og indhold Metodebeskrivelse Miljøstatus, konsekvenser af Kommuneplan 2013 og 0-alternativet Miljøvurdering af ændringer Overvågning  

Kommuneplan 2013 erstatter Kommuneplan 2009. De overordnede mål for Kommuneplan 2013 tager afsæt i de udpegede indsatsområder i Udviklingsplanen 2011: 

  • Satse fokuseret på unge og uddannelse
  • Bygge på egne styrker i erhvervsudviklingen
  • Skabe attraktive og differentierede by- og boligmiljøer

Kommuneplan 2013 tager også afsæt i indsatsområder udpeget i Klima- og bæredygtighedsstrategi 2010: 

  • Forsynings-, affalds- og transportplaner
  • Energibesparende tiltag, herunder Klimakommune- og Kurveknækkeraftalen
  • Bæredygtigt forbrug
  • Dialog med virksomheder, borgere og landbrug
  • Kortlægning af landbrugsaftryk
  • Klimatilpasning

Kommuneplanen fastsætter gennem retningslinjer en række nye arealudlæg til byudvikling og nyudpegninger af særligt værdifuldt landskab, skovrejsningsområder, økologiske forbindelser og områder til placering af store husdyrbrug.

 

Kommuneplanen omhandler syv temaer, hvor der til hvert tema hører en række emner. Nedenstående opsummeres kommuneplanforslagets ændringer og tiltag i de syv temaer.

I kommuneplanen udlægges 35 ha nye arealer til byudvikling - fordelt med 28 ha til boliger og 7 ha til erhverv. Der udtages 2 ha erhvervsarealer og 2 ha boligarealer i forhold til Kommuneplan 2009. De samlede byudviklingsarealer - i form af eksisterende rammeplanlagte områder og nyudlæggene - udgør i alt 315 ha.

 

Hjørring

  • Nye arealer til boligudvikling ved Teglgårdsvej, Vellingshøjvej, Halvorsmindevej samt en enkelt parcelhusgrund ved Bagterpvej.
  • Erhvervsarealer ved Johs. E. Rasmussensvej udtages.

Områdebyer

  • Hirtshals: En ny retningslinje udpeger et område til etablering af akvakulturanlæg. En ny retningslinje giver mulighed for opførelse af høje huse ovenfor skrænten mellem byen og havnen.
  • Tårs: Nyt areal til boligudvikling ved Klosterbakken. Boligareal ved Tørvekæret udtages.
  • Løkken: Nyt areal til boligudvikling ved Vrenstedvej. Nye arealer til erhvervsudvikling ved Egevej og Løkkensvej. Der er indarbejdet retningslinje om Løkken Moleleje.

Lokalbyer

  • Harken: Udvidelse af areal til erhvervsudvikling vest for Aalborgvej.
  • Lørslev: Erhvervsareal ved Møjensvej udtages.

Detailhandel

  • Ny retningslinje vedrørende rammer for nybyggeri og omdannelse af eksisterende bebyggelse til butiksformål i planperioden 2013-2017.
  • Ny retningslinje vedrørende afstandskrav i forbindelse med placering af ny enkeltstående butik.
  • I Hjørring udvides Bydelscentret Kvægtorvet, dog med begrænset mulighed for at opføre nye butikker i 2013-2017.
  • I Hjørring gives der mulighed for salg af særlig pladskrævende varegrupper (biler) på Sct. Cathrine Vej 23.
  • I Lønstrup udvides bymidten mod syd ad Rubjergvej.
  • I Tversted udgår lokalcentret ved Skagensvej.

Der er lavet to nye mål for landbruget med henblik på at udpege yderligere velegnede områder for placering af store husdyrbrug inden næste kommuneplanrevision, og at medvirke til at skabe og sikre fremtidig udviklingsmuligheder og investeringssikkerhed for landbrugserhvervet.

 

Der udpeges 3 områder til placering af driftsbygninger og driftsanlæg for store husdyrbrug. Udpegningen er sammenfaldende med udpegning af potentielle områder til biogasanlæg.

 

Der er udpeget nye særligt bevaringsværdige landskaber primært i kystlandskabet, ved bakkeøerne (Vennebjerg og Børglum) og nogle af ådalene og moserne. Det særligt værdifulde geologiske område omkring Vogn og Jerup Hede er udvidet (statslig udpegning). Der lægges op til, at der skal udarbejdes en naturpolitik for Hjørring Kommune. Der er udpeget nye økologiske forbindelser, som skal sikre sammenhæng mellem de eksisterende økologiske forbindelser.

 

Der er udpeget nye skovrejsningsområder for at sikre grundvandsbeskyttelsen. Der er udpeget nye arealer, hvor skovrejsning er uønsket for at bevare udsigter, karakteristiske åbne landskaber, fredede områder mv.

 

Ny retningslinje fastsætter, at Løkken Læmole, fiskerihavnen og molelejet skal sikres mulighed for opretholdelse gennem en koordineret planlægning omfattende:

  • Renovering af Løkken Læmole.
  • Fastholdelse af havneaktiviteter og fiskerierhvervets faciliteter.
  • I tilknytning til fiskerierhvervets faciliteter skal der kunne opstilles/opføres mindre bygninger som service for strand- og badeliv og maritime sports- og fritidsaktiviteter. Herunder skal der sikres mulighed for at anlægge et befæstet areal til forbedring af handicappedes adgang til at kunne gå i vandet og komme ud på molen.

Der er i overensstemmelse hermed udarbejdet ny kommuneplanramme for havnen.

Der er indarbejdet bestemmelser om individuelle solenergianlæg i de generelle rammer, som således skal medvirke til, at der indarbejdes bestemmelser om solenergianlæg ind i de fremtidige lokalplaner. Der er formuleret en ny retningslinje vedrørende kollektive solenergianlæg.

 

Der udpeges 10 arealer til regnvandsbassiner i samarbejde med Hjørring Vandselskab A/S.

Der er lavet en kobling til kommunens klima- og bæredygtighedsstrategi og den kommende energipakke, så kommuneplanens mål og strategier indenfor klima og miljø er i overensstemmelse hermed.

 

Der er formuleret en ny retningslinje om lokal afledning af regnvand (LAR). Retningslinjen fastsætter, at der i planlægning af nye byudviklingsområder skal redegøres for lokal afledning af regnvand.

 

Der udpeges 5 potentielle vindmølleområder til store møller (op til 150 m høje). Der er formuleret en ny retningslinje vedrørende mindre vindmøller i byzone og sommerhusområder.

Der er tilføjet mål, strategi og retningslinje om erstatningsgrunde for ”bort-eroderede” sommerhusgrunde. I eksisterende sommerhusområder i kystnærhedszonen kan dele af de udlagte fællesarealer inddrages til nye sommerhusgrunde som erstatning for de sommerhusgrunde, der forsvinder som følge af kysterosionen. Det er en forudsætning, at planlægningen af nyudlægget sker i samråd med sommerhusområdets ejere.

Retningslinjen vedrørende sikring af bevaringsværdige bygninger er ændret, så den er i overensstemmelse med kommunens virkemidler.

 

Udpegningsgrundlaget for de bevaringsværdige bygninger i kommunen er gjort ensartet. Det betyder, at udpegningerne i den gamle Sindal Kommune på baggrund af nye vurderinger er reduceret fra ca. 2.000 til 210 bygninger, og de pågældende bygninger afmeldes i Kulturarvsstyrelsens registrering.

 

 

Tilbage til forsiden


 

Lov om miljøvurdering af planer og programmer