Ikke teknisk resume Kommuneplanens mål og indhold Metodebeskrivelse Miljøstatus, konsekvenser af Kommuneplan 2013 og 0-alternativet Miljøvurdering af ændringer Overvågning  

Hjørring Kommune har foretaget en miljøvurdering af Kommuneplan 2013 i henhold til Lov om Miljøvurdering af planer og programmer.

 

Loven stiller mindstekrav til miljøvurderingens omfang og indhold. Vurderingens detaljeringsniveau afhænger af planens detaljeringsniveau. Kommuneplanen fastlægger overordnede retningslinjer og rammer for blandt andet den fysiske udvikling i kommunen, og forslaget miljøvurderes derfor på tilsvarende overordnede niveau.

 

I miljøvurderingen behandles de ændringer og nye tiltag, som planforslaget indeholder i forhold til den nuværende Kommuneplan 2009. Ændringerne er opsummeret i afsnittet ”Planforslagets mål og indhold”. 

 

I lov om miljøvurdering er fastsat en række vurderingsparametre, som planændringerne skal miljøvurderes på baggrund af.

 

Det drejer sig om de sandsynlige væsentlige indvirkninger på miljøet, herunder på spørgsmål som den biologiske mangfoldighed, befolkningen, menneskers sundhed, fauna, flora, jordbund, vand, luft, klimatiske faktorer, materielle goder, landskab, kulturarv, herunder kirker og deres omgivelser, samt arkitektonisk og arkæologisk arv og det indbyrdes forhold mellem ovenstående faktorer.

 

I miljøvurderingen af Kommuneplan 2013 er vurderingsparametrene grupperet under overskrifterne:

 

  • Biologisk mangfoldighed
  • Landskab
  • Kulturarv
  • Vandressourcer
  • Klima
  • Menneskers levevilkår

 

Vurderingen af de sandsynlige væsentlige indvirkninger på miljøet omfatter også sekundære, kumulative, synergistiske, kort-, mellem- og langsigtede, vedvarende og midlertidige, positive og negative virkninger.

 

I miljøvurderingen beskrives de afbødende tiltag, der bør overvejes i forbindelse med detailplanlægningen. Endelig beskrives 0-alternativet indenfor hvert emne.

 

Konklusionen på miljøvurderingen af den enkelte ændring i kommuneplanen opsummeres i et skema for hver af de 6 vurderings-parametre. Der anvendes følgende 4 vurderinger af miljøkonsekvenserne, som markeres med hver sin farve:

 

 

I det ikke-tekniske resumé vises ét samlet skema for ændringerne i alle syv temaer.

0-alternativet er den gældende Kommuneplan 2009. Der opstilles og vurderes ikke andre alternativer, da miljøvurderingen er udarbejdet sideløbende med kommuneplanarbejdet.

 

Der er undervejs i planlægningsprocessen foretaget miljømæssige overvejelser i forbindelse med nye arealudlæg og arealudpegninger. Det drejer sig om arealer til byudvikling, skovrejsningsområder, særligt bevaringsværdige landskaber, økologiske forbindelser og områder til placering af store husdyrbrug.

 

Udgangspunktet har været at arbejde med en byudvikling, som består af en naturlig udbygning af byernes eksisterende strukturer, hvor der bygges indefra og ud og i områder, hvor der ikke er væsentlige konflikter i forhold til andre arealinteresser. Overordnet set er byudviklingen sket efter følgende principper og miljømæssige overvejelser:

 

  • Områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande til almene vandværker er som udgangspunkt friholdt for byudvikling
  • Særlig værdifuldt landbrugsjord friholdes for byudvikling
  • Der byudvikles ikke i områder med særlige naturbeskyttelses- og bevaringsinteresser
  • At der sker en funktionel udnyttelse af eksisterende vejstruktur og vejudlæg
  • Der udlægges to større boligområder stationsnært i Hjørring. Det er områderne ved Vellingshøjvej og Teglgårdsvej, som begge ligger tæt på trinbræt til Hirtshalsbanen
  • Byernes grønne kiler friholdes for bebyggelse og fastholdes i deres nuværende udstrækning
  • Nye byudviklingsområder knyttes sammen med eksisterende byområder via stiforbindelser
  • således, at transport på cykel fremmes
  • At arealer udlægges således, at der opnås en hensigtsmæssig funktionsopdeling/adskillelse mellem bolig og erhvervsarealer
  • Nye bebyggelsesstrukturer, klimamæssige udfordringer og lavenergibyggeri indtænkes i planlægningen af nye arealudlæg

 

Der er udpeget nye skovrejsningsområder for at sikre grundvandsbeskyttelsen. Der er udpeget nye arealer, hvor skovrejsning er uønsket for at bevare udsigter, karakteristiske åbne landskaber, fredede områder mv.

 

Der er udpeget nye særligt bevaringsværdige landskaber primært i kystlandskabet, ved bakkeøerne (Vennebjerg og Børglum) og nogle af ådalene og moserne. Det særligt værdifulde geologiske område omkring Vogn og Jerup Hede er udvidet (statslig udpegning).

 

Der er udpeget nye økologiske forbindelser, som skal sikre sammenhæng mellem de eksisterende økologiske forbindelser.

 

Der udpeges tre områder til placering af driftsbygninger og driftsanlæg for store husdyrbrug. Udpegningen er sammenfaldende med udpegning af potentielle områder til biogasanlæg.

 

Før udarbejdelsen af miljørapporten har kommunen gennemført en scoping af de temaer og emner, hvor der forventes planændringer og -tiltag, som sandsynligvis vil få væsentlige indvirkninger på miljøet.

 

Scopingen er den 17. september 2012 sendt til følgende berørte myndigheder, organisationer, foreninger og øvrige:

 

Berørte myndigheder

Naturstyrelsen Aalborg, Naturstyrelsen Aarhus, Naturstyrelsen Vendsyssel, Kystdirektoratet, Vejcenter Nordjylland, BaneDanmark, Jordbrugskommissionen, Vendsyssel Historiske Museum og Fredningsnævnet

 

Til orientering - Myndigheder:

Region Nordjylland, Brønderslev Kommune, Frederikshavn Kommune og Jammerbugt Kommune.

 

Til orientering - Organisationer, foreninger og øvrige:

Danmarks Naturfredningsforening i Hjørring, Friluftsrådet i Vendsyssel, Foreningen for Bygnings- og Landskabskultur, Nordjyske Jernbaner, Hirtshals Havn, LandboNord, HMN Naturgas og Nord Energi

 

Der er sendt følgende materiale til ovennævnte:

 

 høringsbrev.pdf (56.2 KB)

 bilag_1_udviklingsplan_2011.pdf (1.3 MB)

 bilag_2_foroffentlighed_vedr_nye_arealudlæg_og_arealændringr _til_byudviklingsformål.pdf (3.3 MB)

 bilag_3_konfliktanalyser_nye_byudviklingsudlæg.pdf (17.6 KB)

 bilag_4_detailhandel.pdf (1 MB)

 lbilag 5  løkken_moleleje_og_sdr_strandvej.pdf (112.3 KB)

 bilag_6_landskaber.pdf (454.6 KB)

 bilag_7_Økologiske_forbindelser.pdf (517.4 KB)

 bilag_8_skovrejsning.pdf (555.3 KB)

 bilag_9_lavbundsarealer.pdf (1.4 MB)

 bilag_10_vindmøller.pdf (275.7 KB)

 

Hjørring Kommune modtog høringssvar fra Naturstyrelsen, Vejdirektoratet, Hjørring Vandselskab, LandboNord og Friluftsrådet.

 

Naturstyrelsen

Naturstyrelsen kan i relation til miljøvurderingen ikke umiddelbart foreslå supplerende miljøforhold belyst, som ikke er indeholdt i de oplistede vurderingsparametre. Naturstyrelsen har med afsæt i det fremsendte materiale enkelte bemærkninger i forhold til den videre kommuneplanproces:

 

Byudvikling i områder med særlige drikkevandsinteresser og indvindingsoplande

Naturstyrelsen gør opmærksom, at forudsætningen for at medtage nye byudviklingsområder i områder med særlige drikkevandsinteresser/nitratfølsomme indvindingsoplande er en redegørelse fra kommunen, der beskriver nødvendighed af udlæg og hvilke tiltag, der vil blive taget for at sikre grundvandet.

 

1. Farøvej, Hjørring

Erhvervsudlægget ved Farøvej i Hjørring er en videreudbygning af det eksisterende erhvervsområde ved Sprogøvej og Farøvej, og området har en ideel beliggenhed i forhold til transporttunge erhverv. Området har tidligere været udlagt til erhvervsformål. Arealet blev udtaget af rammerne i Kommuneplan 2009 for at tilpasse kommunens arealudlæg til planperiodens arealbehov.

 

Den vestlige del af området ligger indenfor indvindingsoplandet til Bagterp Vandværk. I henhold til de statslige vandplaner kan der kun undtagelsesvis udlægges nye arealer til byudvikling i områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) eller indvindingsområder.

 

Hjørring Kommune har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt vandværket skal indgå i den fremtidige vandforsyning på grund af konstateret omfattende grundvandsforurening. Vandværket har en midlertidig tilladelse til rensning af grundvandet med kulfilter. Tilladelsen udløber i 2014. Hjørring Vandselskab A/S arbejder på at finde alternative vandindvindingsløsninger. Det er derfor usikkert i hvilket omfang, der fremover skal indvindes til drikkevand i dette område.

 

2. Granbovej, Hjørring

Erhvervsudlægget ved Granbovej i Hjørring er en videreudbygning af det eksisterende erhvervsområde ved Vandværksvej og Johs. E. Rasmussensvej.

 

Området ligger indenfor indvindingsoplandet og kildepladszone til Bagterp Vandværk. I henhold til de statslige vandplaner kan der kun undtagelsesvis udlægges nye arealer til byudvikling i områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD), indvindingsområder eller kildepladszoner.

 

Hjørring Kommune har endnu ikke taget stilling til, hvorvidt vandværket skal indgå i den fremtidige vandforsyning på grund af konstateret omfattende grundvandsforurening. Vandværket har en midlertidig tilladelse til rensning af grundvandet med kulfilter. Tilladelsen udløber i 2014. Hjørring Vandselskab A/S arbejder på at finde alternative vandindvindingsløsninger. Det er derfor usikkert i hvilket omfang, der fremover skal indvindes til drikkevand i dette område.

 

3. Foldbjergvej, Vrå

Boligudlægget ved Foldbjergvej i Hjørring ligger i tilknytning til et eksisterende mindre boligområde. Arealudlægget ligger henholdsvis nord og syd for boligområdet.

 

Arealet ligger indenfor indvindingsoplandet til Vrå Vandværk, og i henhold til de statslige vandplaner kan der kun undtagelsesvis udlægges nye arealer til byudvikling i områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD) eller indvindingsområder.

 

Arealet har tidligere været udlagt til boligformål, men blev udtaget af rammerne i Kommuneplan 2009 for at tilpasse kommunens arealudlæg til planperiodens arealbehov.

 

4. Ålborgvej, Harken

Erhvervsudlægget ved Ålborgvej i Hjørring ligger indenfor OSD-område, og i henhold til de statslige vandplaner kan der kun undtagelsesvis udlægges nye arealer til byudvikling i områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD).

 

Arealet udlægges i forbindelse med eksisterende erhverv ved Aalborgvej, som har behov for udvidelse. Der føres regelmæssige tilsyn med erhverv, og der kan desuden stilles miljømæssige vilkår i forbindelse med byggetilladelsen.

 

Arealudlæg i kystnærhedszonen

Naturstyrelsen gør opmærksom på, at der er statslige interesser tilknyttet kystnærhedszonen. Kommunen redegør i forbindelse med de konkrete arealudlæg for de særlige planlægningsmæssige begrundelser.

 

Arealudlæg i fredsskov

Naturstyrelsen gør opmærksom på, at der er statslige interesser tilknyttet fredsskov. Kommunen redegør i forbindelse med det konkrete arealudlæg for den væsentlige samfundsmæssige betydning af arealudlægget.

 

Bydelscenter Kvægtorvet i Hjørring

Naturstyrelsen bemærker, at en geografisk udvidelse af bydelscentret skal ske med baggrund i statistisk metode. Kommunen bemærker, at udvidelsen ikke giver mulighed for etablering af mere end 5.000 m² bruttoetageareal til butiksformål, og derfor er der ikke krav om anvendelse af statistisk metode.

 

Store husdyrbrug

Naturstyrelsen påpeger, at der skal udpeges konkrete geografiske placeringer af store

husdyrbrug. Kommunen har udpeget tre områder i kommuneplanforslaget.

 

Vejdirektoratet

Vejdirektoratet er kommet med bemærkninger til arealudlæg, der skønnes af særlig betydning for statsvejsnettet (rute E39 og dele af ruterne 35 og 55).

 

Bemærkningerne vedrører ikke indholdet i miljøvurderingen, men er i stedet kommentarer til kommuneplanens konkrete indhold. Efter aftale med Vejdirektoratet er følgende indarbejdet i kommuneplanen:

 

Erhvervsformål

I rammerne for nyudlæg til erhvervsformål i Hjørring, Hirtshals og Løkken er tilføjet, at der skal etableres afskærmende beplantning mellem de nye erhvervsområder og de overordnede veje.

 

Boligformål

I rammen for udlæg til boligformål ved Furreby Kirkevej i Løkken er tilføjet, at området skal vejbetjenes fra Furreby Kirkevej, at en bræmme langs Løkkensvej af hensyn til trafiksikkerheden og eventuel udvidelse af Løkkensvej skal friholdes for bebyggelse, og at der skal sikres støjafskærmning mod Løkkensvej.

 

Vindmøller

Det er aftalt, at kommunen skal i dialog med Vejdirektoratet i forbindelse med detailplanlægningen for vindmøller, der opstilling tæt ved statsvejsnettet.

 

Skovrejsning

I retningslinjen for nye skovrejsningsområder er tilføjet, at der af hensyn til trafiksikkerhed og eventuelle udvidelser af statsveje må ikke foretages skovrejsning nærmere end 30 m fra motorvejenes skel og nærmere end 10 m fra de øvrige statsvejes skel.

 

Hjørring Vandselskab

Bemærkningerne fra Hjørring Vandselskab vedrører ikke indholdet i miljøvurderingen, men er i stedet kommentarer til kommuneplanens konkrete indhold. På baggrund af bemærkningerne er følgende indarbejdet i kommuneplanen:

 

Regnvandsbassiner

Der udlægges arealer til etablering af nye 9 regnvandsbassiner i Børglum, Lendum, Løkken, Sdr. Bindslev og Vrensted.

 

Ændring af rammetekst

Rammeområde 700.8130.25 Teknisk anlæg, Tversted Renseanlæg, Tversted er ændret til rammeområde 700.8150.25 Teknisk anlæg, Forsinkelsesbassin ved Præstebakken, Tversted.

 

Skovrejsning og grundvandsbeskyttelse

Hjørring Kommune har udpeget en række indvindingsoplande til nye skovrejsningsområder. Hjørring Vandselskabet ønsker, at alle indvindingsoplande udpeges til skovrejsningsområder med henblik på grundvandsbeskyttelse.

 

Kommunen fastholder, at ikke alle indvindingsoplande skal udpeges til skovrejsningsområder. Nogle af indvindingsoplandene er udpeget som områder, hvor skovrejsning er uønsket. Disse områder er udpeget for at bevare udsigter, karakteristisk åbent landskab, fredede områder eller områder med særlige kulturhistoriske værdier som gravhøje og kirker. I disse områder kan grundvandsbeskyttelsen ske gennem dyrkningsaftaler med de pågældende ejere.

 

LandboNord

LandboNord bifalder, at kommunen udpeger landbrugserhvervet som en del af løsningen til at skabe og tiltrække videnstunge arbejdspladser i kommunen. LandboNord er enig i, at kommunen kan skabe rammerne for en effektiv værdiskabelse i erhvervet, men at det er erhvervet, der først og fremmest skal drive udviklingen – understøttet af kommunale tiltag.

 

For landbruget er det afgørende, at balancen mellem forskellige interesser i det åbne land er forudsigelige og langtidsholdbar. Miljølovgivningen er oftest den lovgivning, der regulerer landbrugets driftsvilkår.

 

Store husdyrbrug

LandboNord mener, at det vil være hensigtsmæssigt, at nyetablering af store husdyrbrug logistisk samtænkes med biogasanlæg. Kommuneplanen skal dog ikke udlægge specifikke områder til nye store husdyrbrug. Kommuneplanen skal udtrykke en ”hensigtserklæring” for placering af store husdyrbrug, mens det i praksis vil være husdyrloven, der regulerer placeringen og størrelsen.

 

Hjørring Kommune bemærker hertil, at det er et statsligt krav, at der udpeges konkrete geografiske placeringer af store husdyrbrug.

 

Kommunen har i Kommuneplan 2013 udpeget tre områder, som er hensigtsmæssige i forhold til nærhed til områder udpeget til biogasanlæg og nærhed til overordnede trafikveje og vejklasser derover. Ved placeringen skal der herudover tages hensyn til natur- og landskabsfredninger, beskyttet natur og beskyttet landskab samt nabohensyn. Udpegningen af de tre områder er sammenfaldende med udpegning af potentielle områder til biogasanlæg.

 

I kommuneplanen er der også formuleret et mål om udpegning af yderligere områder til placering af store husdyrbrug og en tilhørende strategi om, at der iværksættes en temaplan for den fremtidige landbrugsplanlægning.

 

Hjørring Kommune har i Visuel Arkitekturguide for det åbne land udarbejdet en række anbefalinger for beliggenhed og udformning af bebyggelse i det åbne land.

 

Friluftsrådet

Friluftsrådet sender et samlet svar på høring om Foroffentlighed om arealudlæg i Kommuneplan 2013 og scoping i forbindelse med miljøvurdering af Forslag til Kommuneplan 2013. Svaret er modtaget rettidigt til sidstnævnte, og henvendelsen behandles i den sammenhæng.

 

Friluftsrådets interesse ligger især på landskaber, økologiske forbindelser, skovrejsning, lavbundsarealer, klima, vindmølleområder og landbrug.

 

Landskabet

Friluftsrådet efterlyser flere og sammenhængende arealer med naturoplevelser. Det anføres, at der bør være så få slip som muligt i naturoplevelserne, når folk færdes i naturen – her tænkes især på arealerne langs kommunens lange og smukke kyststrækning.

 

Kommunen bemærker, at det pågældende bilag kun omfatter nyudpegninger. Med disse nye udpegninger er de særligt bevaringsværdige landskaber netop tilstræbt sammenhængende. Hele kommunens kyststrækning er udpeget som særligt bevaringsværdigt landskab med undtagelse af byarealerne i kystbyerne.

 

Økologiske forbindelser

Friluftsrådet ser med glæde på den udpegning af områder, der skal være med til at give en spredning af flest mulig arter af vilde dyr og planter til kommunen. Friluftsrådet håber, at kommunen vil gøre områderne tilgængelige og attraktive for borgerne, ved f. eks. anlæggelse af stier, pausesteder m.m.

 

Kommunen har ingen bemærkninger.

 

Skovrejsning

Friluftsrådet glæder sig over, at der kommer større variation i naturen, som giver flere rekreative oplevelser for kommunens borgere. Den langsigtede positive virkning på vores drikkevand er en ekstra gevinst for alle borgere.

 

Kommunen har ingen bemærkninger.

 

Lavbundsarealer

Friluftsrådet er enig i kommunens mål for lavbundsarealer. Hensigten er at reducere eller stoppe afvandingen, og derved bevares områdernes rekreative værdi for både dyr og mennesker. Samtidig kan disse områder medvirke til at håndtere de øgede mængder af regnvand, som klimaforandringerne medfører. Lavbundsarealerne skal også være med til at reducere udvaskningen af kvælstof og fosfor i vandmiljøet.

 

Kommunen har ingen bemærkninger.

 

Landbrug

Friluftsrådet er enig i de oplistede beskyttelseshensyn, som kommunen skal varetage i forbindelse behandling af ansøgninger om udvidelser af f.eks. driftsbygninger. Friluftsrådet ønsker et bæredygtigt landbrug i pagt med naturen og det omgivende samfund.

 

Kommunen har ingen bemærkninger.

 

Vindmølleområder

Friluftsrådet har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt, men afventer de konkrete forslag og visualiseringer af, hvordan og om vindmøllerne kan passes ind i landskabet og møllernes forhold til de konkrete naboer.

 

Kommunen bemærker, at visualiseringer og håndtering af naboforhold vil blive belyst i VVM-redegørelser, der skal udarbejdes i forbindelse med planlægning af nye vindmølleparker.

 

Klima

Friluftsrådet har med stor interesse har læst udviklingsplanen for 2011, hvor der er mange flotte og innovative ideer og planer for Hjørring Kommunes udvikling. Der tages hensyn til natur, friluftsliv, erhverv m.m. og peger konkret på afsnittet om den blå og grønne struktur med udfordringen bl.a. er at koble landbrugets interesser med de rekreative interesser. Her spiller klimaforandringerne en væsentlig rolle, når man f. eks. skal sikre drikkevandsinteresserne i forhold til udviklingen i landbruget mod den mere intensive dyrkning og mod større og større bedrifter.

 

Kommunen bemærker, at der i kommuneplanforslaget lægges op til, at kommunen vil udarbejde en naturpolitik i den kommende planperiode. Drikkevandsinteresserne tilgodeses med de øgede arealudlæg til skovrejsning.

 

 

Tilbage til forsiden


 

Lov om miljøvurdering af planer og programmer