Forside Fakta om Hjørring Kommune Status & Nyheder Hvad er en kommuneplan? Hjemme På vej Forbindelser Kultur I naturen På arbejde Hvad gælder for mig? Kommuneplanproces Redegørelse Brugerportaler Søgefunktion til sitet Kontaktinformation Print (PDFgenerator) Download Retsvirkninger Klagevejledning  

På arbejde

 

De 5 største virksomheder i Hjørring Kommune er alle offentlige. Det drejer sig om Forsvaret, Retten, Skat, Sygehuset og Hjørring Kommune. Her er lidt mere end 1/3 af den samlede arbejdsstyrke ansat.

 

Hjørring Kommunes erhvervsstruktur ligner på mange måder resten af Danmark. Der er dog nogle enkelte områder, hvor vi står stærkere end landsgennemsnittet. Det drejer sig om:

 

Bygge og anlæg, Detailhandel, Sundhedsvæsen, Landbrug, Fødevareindustri og Turisme. Samtidig er der en naturlig geografisk spredning i brancherne, betinget af landskabets sammensætning og byernes indbyrdes mønster.

 

Turisme

Hjørring Kommune er én af de suverænt største turistkommuner i hele landet med sine ca. 6.000 feriehuse og 17 campingpladser med en kapacitet på 3.500 pladser i tillæg til feriecentre, vandrehjem og hoteller.

 

Hvis der tages udgangspunkt i de ca. 1,4 mio. årlige overnatninger i Hjørring Kommune sammenholdt med ca. 7,0 mio. overnatninger i Region Nordjylland i 2010, resulterer andelen på 20 % af overnatningerne i et turismeforbrug i kommunen på ca. 1,2 mia. kr.

 

Foretages et tilsvarende skøn for turismens betydning for beskæftigelsen i Hjørring Kommune, er effekten omkring 1750 årsværk. På grund af sæsonudsving svarer tallet imidlertid til langt flere personer.

(Kilde: Visit Nordjylland)

 

Det maritime

Den maritime sektor koncentrerer sig omkring Hirtshals Havn. Havnen er i sit udgangspunkt et logistisk knudepunkt. Havnen er dynamisk og kommunens væsentligste kraftcenter indenfor erhvervsområdet.

 

En række servicefag supplerer havnens logistiske virksomheder. Det drejer sig om shipping, maritim industri, maritim service og offshore. Sidstnævnte er under udvikling og forventes at få stigende betydning. Der er en væsentlig erhvervsudvikling indenfor forskning og avanceret opdræt af fisk i akvakulturanlæg og teknologisk afprøvning af net mv.

 

Generelt anses det maritime område for et stort udviklingsområde og der gennemføres løbende en række udviklingsprojekter i samarbejde mellem offentlige og private aktører.

 

Havnens andel af det totale danske konsumfiskeri udgør ca. 20 %. Den danske fiskerieksport tegnede sig i 2011 for totalt for knap 20 mia. kr. Virksomheder på Hirtshals Havn tegner sig for ca. 1/3 heraf.

 

Samlet set beskæftiger den maritime sektor i dag ca. 1700 personer.

 

Transport

Transportsektoren har oplevet en pæn stigning i antallet af beskæftigede, mens der på landsplan er mere eller mindre status quo.

 

Baggrunden for væksten i Hjørring Kommune skal findes i de aktiviteter, der indgår i den maritime sektor, således er havnen i Hirtshals et væsentligt omdrejningspunkt for udviklingen. Etablering af transportcentret i Hirtshals har styrket denne udvikling, og der forventes løbende udbygning af HTC.

 

Samtidig vurderes det, at de nordjyske motorveje har betydet en vis vækst i sektoren via større godsmængder på vejene og via etablering af enkelte nye virksomheder indenfor transport og logistik.

 

Detailhandel

Detailhandel er den 3. største branche i Hjørring Kommune og beskæftiger i 2011 4.512 personer. Detailhandelen i Hjørring by har altid haft en markant position - dels på grund af det store opland og dels på grund af turismen. Dagligvarehandelen har stadig godt fodfæste i både områdebyerne og mange af lokalbyerne.

 

De seneste års etablerede nye detailhandelsforretninger på Bispetorvet, i Metropol og Bauhaus har betydet, at kommunens position som et centralt og vigtigt handelsområde i Vendsyssel er cementeret og styrket, ligesom beskæftigelsen indenfor branchen har haft en positiv udvikling på trods af krisen. Udviklingen i detailhandelserhvervets struktur - og herunder ikke mindst centraliseringen af udvalgsvarehandelen i Hjørring by - har betydet, at udvalgsvarehandelen i de fleste områdebyer har været under pres.

 

Små og mellemstore virksomheder

Erhvervslivet i Danmark er præget af de små- og mellemstore virksomheder, og det samme gælder for Hjørring Kommune. I en sammenligning mellem virksomheder opdelt efter størrelse følger Hjørring Kommune landet som helhed, hvor lidt mere end 4 ud af 5 virksomheder har under ti ansatte.

 

Der er omkring 30 virksomheder i Hjørring Kommune, der kan betegnes som større virksomheder, hvilket vil sige virksomheder med mere end 100 ansatte. De 30 virksomheder i Hjørring Kommune med over 100 ansatte er fordelt på 15 offentlige og 15 private virksomheder.

 

Iværksættere

På iværksætterområdet er det kendetegnende, at Hjørring Kommune scorer højt i forhold til etablering af nye virksomheder, men der er desværre en markant lavere score, for så vidt angår overlevelse af nye iværksættervirksomheder.

 

Samtidig er der dog en række nyetablerede virksomheder i kommunen, der udvikler sig hurtigt med hensyn til omsætning og beskæftigede. Disse kan således karakteriseres som vækstiværksættere.

 

Virksomhedslukninger og -flytninger er udtryk for den igangværende transformationsproces indenfor flere brancher, hvor den løntunge produktion udflyttes og løbende erstattes af en mere vidensbaseret produktionsproces og videnstung produktion.

 

Samtidig betyder den stigende konkurrence indenfor de løntunge sektorer en øget koncentration af produktionen og eventuelt flytning til udlandet. De traditionelle brancher presses og stagnerer og erstattes af nye brancher eller eksisterende brancher i udvikling. Dette afspejles bl.a. i at forretningsservice er én af de hurtigst voksende brancher i

kommunen og indenfor dette område er særligt it-virksomheder én af drivkræfterne.

 

 

 

 

Tilbage til forsiden